For knap et halv år siden blev jeg hentet i ambulance, efter jeg tog et styrt på 3 meter direkte ned på ryggen fra soveværelset i min nye lejlighed.

Jeg kunne ikke gå normalt eller bevæge mig ordentligt i halvanden måned.

Og nu har jeg så sagt ja til at løbe 50 kilometer.

Hvis du kender mig bare lidt, ved du også, at jeg HADER at løbe.

Jeg keder mig.

Jeg synes, det gør ondt.

Og efter nok stikpiller, pres og dumsmarte kommentarer fik jeg i et godt hopla-øjeblik sagt til nogle gode kammersjukker:

"Jeg løber. Og hvis I ikke tror på mig, så væd med mig."

Så det er præcis det, der er sket.

Jeg har væddet til højre og venstre.

Fuldfører jeg ikke de 50 km, så fordobler jeg donationen.

*Med forbehold for at mit knæ ryger af led, min fod vender bagud, eller jeg kaster mig ud fra en hems igen.*

Så jeg har de seneste 7 uger prøvet at klargøre min krop i et tempo enhver fys, personlig træner - og normalt menneske - formentligt havde frarådet.

Hele min træning frem mod ØenX har været uden musik, uden forstyrrelser, én lige vej ud og den samme lige vej hjem.

Bare mig, mine tanker og lidt ro fra den daglige stress og jag.

Jeg gør det, fordi psykisk sygdom rammer langt bredere, end vi går og tror.

Og fordi vi alle sammen kan gøre et eller andet.

Direkte eller indirekte.

Og helt ærligt:

Når man har mere end 60 unge mennesker ansat, så skal man også selv turde gøre ting, man ikke gider.

De hårde ting.

De trælse ting.

De ting, der måske virker umulige.

Så:

Væd med mig.

Støt indsamlingen.

Tal om, hvordan I har det.

Gør dig selv lidt bedre.