Fra diagnosticering til Fionia – Støt Psykiatrifonden
Vil du i kontakt med mig, så skriv til mig på svendern08@gmail.com

I 2021 mødte jeg for første gang psykiatrien. Jeg var 13 år gammel, havde forsøgt selvmord tre gange på få måneder, og fik en diagnose, som hverken jeg eller min familie forstod. Vi blev skubbet videre. Ingen hjælp, ingen forklaring.

I 2023 sagde jeg nok er nok. Selvmordstankerne var tilbage, selvskaden ligeså, og jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde noget nu, ville det gå galt. Jeg gik til min læge, blev henvist til psykiatrien, og fire måneder senere havde de en diagnose: angst. Endelig, tænkte jeg. Nu kan jeg få hjælp.

Jeg blev sat på sertralin og fik en klassisk psykotisk reaktion. Alt kollapsede. Spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Jeg ødelagde forholdet til den skønneste pige i verden og sad i et fuldstændigt sort hul.

Så kom jeg til en privat psykolog. Efter to samtaler sagde hun, at hun var 99% sikker på, at min første diagnose var en fejl, og at hun mistænkte C-PTSD. Hun sendte en anbefaling til mine læger og psykiater. De var enige. Jeg fik to interviews. Så to mere. Syv dage før jeg fyldte 18, fik jeg en diagnose, som ingen af os havde regnet med.

Paranoid skizofreni.

Sad tilbage med en følelse af endelig at være færdig, nu skulle jeg bare i OPUS og få det hele på plads, så jeg endelig kunne blive normal igen. Blot 4 måneder inde i mit OPUS-forløb får jeg afvide at de mener jeg er blevet fejldiagnosticeret.

Endnu en gang har systemet givet mig håb, for så at sende mig tilbage til starten.

Jeg kommer i ny vurdering, efter 2 samtaler med en meget dygtig og ærlig psykolog fik jeg det jeg ledte efter, ro i den viden jeg havde om, at jeg altid har haft PTSD.

Fik diagnosen PTSD og ikke organisk psykose.

2 diagnoser jeg nu skal lære at kende, den ene af dem som jeg kunne have været i behandling for, hvis bare psykiatrien gad lytte.

Og jeg kæmper stadig

Men det er her, Fionia kommer ind. I 2027 vil jeg gennemføre Fionia Long Distance Triathlon – 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42 km løb. Ikke fordi det er nemt. Men fordi det er det modsatte af at give op. På vejen dertil kæmper jeg mig ALT hvad der møder mig af modgang, i håbet op at vise selv de mest sårbare, at styrken kan findes.

Psykisk sygdom er den mest stigmatiserede form for sygdom i verden, for vil du spørge en dødeligt syg patient om de havde overvejet at tage sig sammen? Det tænkte jeg nemlig ikke.

Derfor samler jeg ind til Psykiatrifonden. Ingen skal stå alene, som jeg gjorde.

Stor eller lille – din donation tæller.